Spor
På Netværksskolen arbejder vi med spor i stedet for klasser.
Skolen er organiseret i tre spor (X-sporet, Y-sporet og Z-sporet) og et udskolings- og vejledningsforløb MIN VEJ.
Hvert spor består af 12-15 elever (14-18 år) og fungerer som den unges stamhold. Her bliver hver enkelt elev mødt på sine egne præmisser. Hver morgen samles sporets elever, og dagens program præsenteres. Der kan i perioder være tilrettelagt individuelle forløb for nogle af eleverne.
På sporet:
- er den unge en del af en fast gruppe med faste voksne og en synlig struktur for dagen
- arbejder eleverne målrettet mod FP9 i dansk, matematik, engelsk, bevægelse samt håndværk og design
- arbejder vi stærkt differentieret, så alle kan følge med på hvert sit niveau, men inden for det samme tema
- har vi fokus på sundhed og kost - derfor spiser eleverne hver dag morgenmad og frokost på skolen, og idræt er en vigtig del af hverdagen
- skaber vi mulighed for, at den enkelte unge kan have individuelle forløb i perioder
Skoledag fra 9-14
Skoledagen starter kl. 09.00 og slutter kl. 14.00 (skolen er åben for eleverne fra kl. 08.30). På Netværksskolen spiser vi hver dag morgenmad og frokost sammen. Der er fælles morgenmad kl. 09.00 og fælles frokost kl. 12.00. Det koster 300 kroner om måneden at være med i madordningen – og alle skal deltage.
Undervisningen hos os
Netværksskolen er funderet på ungdomsskoleloven og ungdomsskolens heltidsundervisning som en særlig skoleform, hvor der kan fraviges fra folkeskolens fagrække, lektionsopdelinger, holddannelse med mere. Læs mere om Netværksskolen her.
Eleverne på Netværksskolen har med mange forskellige forudsætninger og udfordringer. Derfor ser vi også undervisningsbegrebet bredere - det indeholder både det faglige, det sociale og det personlige perspektiv. Undervisningen hos os kan derfor have mange forskellige udtryk, og forekomme i mange forskellige situationer i dagligdagen.
Læs også om den unges kontaktlærer, og hvordan vi arbejder med den unges udvikling og trivsel.
Erhvervspraktik og brobygning
En vigtig del af skolegangen hos os er, at eleverne får mulighed for erhvervspraktik og brobygning. Det giver de unge indsigt i, hvilke tilbud der skal være målet for tiden efter Netværksskolen.
Vi tilstræber, at alle elever er på mindst et brobygningsforløb - dvs. på besøg på en ungdomsuddannelse, hvert år.
Din rolle som forælder til et barn på sporet
Din rolle som forælder består blandt andet i at understrege over for dit barn, at skolegangen ikke kører af sig selv. Det kan være udfordrende i en tid, hvor den unge måske er skoletræt eller mest optaget af de ting, der foregår uden for skolen med venner, kærester og fritidsinteresser. Det lyder banalt, men husk fortsat at tale med dit barn om skolen. Teenagere har også brug for den daglige samtale om stort og småt i forhold til skolen. En forælder, der viser interesse og lever sig ind i barnets situation, er en solid støtte i disse år.